SEPTEMBER 2007

Bibliotekaren anbefaler:
"Kald det, hvad fanden du vil" -
en roman af Marjaneh Bakhtiari
Ries, 2005
Humoristisk og tankevækkende debutroman om indvandrerfamilien Irandoust fra Iran og deres dagligdag i Malmø.
Teenagedatteren Bahar er hovedpersonen, men bogen kommer omkring en hel del andre personer, både indvandrere og svenskere.
Bahars forældre er højtuddannede, og vi følger deres kvaler med sproget og problemer med at få arbejde. Så snart den svenske sagsbehandler hører det mangelfulde svenske, så bliver man anbefalet at køre taxa, bage pizzaer eller passe børn, og så er det lige meget, at man har skrevet en afhandling om iransk litteratur...
Det kunne være sørgeligt og bittert, men gennem hele bogen holdes den humoristiske tilgang til livets genvordigheder. Bahars teenageår og hendes småkonflikter med forældrene forløber som hos de fleste teenageramte familier. Hun møder den svenske kæreste Markus og ikke mindst hans familie, - og deres mange fordomme, som ikke skyldes ond vilje. Faktisk prøver de at opføre sig så korrekt som muligt i situationen ...
Særlig morsom er Markus' bestræbelser på at bliver gode venner med Bahars far Amir. Eller Amir og Pantheas respektfulde holdning til Markus’s gamle racistiske farfar. - Alle situationer, der sætter en rammende og humoristisk vinkel på, hvordan vi møder hinanden som mennesker og beskriver hvor pinligt det egentligt kan blive, når man rigtig gør sig umage…
Som en undertone ligger en lille snert af et spørgsmålstegn og en undren. For behøver det i virkeligheden være så svært? Og skal man gøre en videnskab ud af det, at omgås andre mennesker?
Læs bogen og døm selv!
Læs også anbefaling på Litteratursiden.dk
Anbefales af bibliotekar
Dorte Tissot Hansen
Se romanen: "Kald det, hvad fanden du vil " i bibliotekets søgebase
Se andre læsetips fra biblioteket
Bogens omslag er af Alette Berthelsen, Imperiet